Enighed om kommunernes økonomi
17.06.08
Kategori: PolitikRegeringens og kommunernes forhandlere er i nat blevet enige om en aftale om kommunernes økonomiske rammer næste år. Dermed er det fastlagt, hvad kommunerne må bruge på børnepasning, folkeskoler, veje og ældrepleje i 2009.
Ingen af parterne vil endnu fortælle, hvad aftalen indebærer, men kommunernes førstemand Erik Fabrin siger, at den betyder, at kommunerne kan fastholde deres serviceniveau til næste år.
Straks efter at aftalen blev indgået mødtes Kommunernes Landsforenings bestyrelse, og ifølge Jan Trøjborg (S) fra bestyrelsen er der engihed om at sige ja til aftalen, selv om den er skrabet.
Alternativet er værre
- Det er en nulløsning, men vi siger ja, fordi alternativet vil være værre. Uden en aftale vil vi få detailstyring på en lang række områder, og det vil være ødelæggende for det kommunale selvstyre, siger han.
Mens aftalen samlet set skal sikre et uændret serviceniveau næste år, forventer Jan Trøjborg, at mange kommuner vil blive tvunget til at trimme udgifterne næste år.
Finansminister Lars Løkke Rasmussen betegner aftalen som samfundsøkonomisk ansvarlig.
